Når vi taler om fejlslagne modeller i bilbranchen, taler vi altid om biler, der ikke ramte plet, som havde en forfærdelig kvalitet, et tvivlsomt design, undervældende præstationer og ingen stil. BMW 507 kan efter alt at dømme betragtes som en fiasko, da den ikke leverede den succes, som virksomheden ønskede. Den blev solgt i et meget lille antal, havde næsten ingen succes i racerløb og blev opgivet efter kun et par år på markedet. Er det så en fiasko? Nej, ganske enkelt ikke. På trods af alt var BMW 507 en fantastisk konstruktion, en teknisk triumf og en bil, der viste verden, at BMW er et firma, der er i stand til at producere de mest fantastiske biler på planeten. Denne smukke roadster viste sig ikke at være den redningsmand, som BMW havde håbet på, men den er siden blevet den mest værdifulde klassiske bil. Her er dens historie.
I dag er BMW verdens største producent af luksusbiler, men lige efter 2. verdenskrig eksisterede virksomheden næsten ikke. De fleste af deres faciliteter blev bombet, nogle af fabrikkerne lå i Østtyskland under sovjetisk kontrol, og virksomheden havde svært ved at tilpasse sig den nye efterkrigsvirkelighed. BMW holdt fast i et sortiment af førkrigsmodeller og forberedte sig langsomt på at præsentere de nyeste designs i begyndelsen af 50’erne med henblik på luksusmarkedet for at konkurrere med sin største konkurrent, Mercedes. Indførelsen af BMW 501, en luksus-sedan med sekscylindrede og V8-motorer, var et ret vigtigt øjeblik i virksomhedens historie. Ingen havde forventet en så avanceret, veldesignet og kraftfuld luksus-sedan fra et firma, der kæmpede for at overleve. Selv om BMW 501 var en fantastisk bil, var den ikke en stor succes, så firmaet begyndte at producere Isetta; det er en billig indgangsmodel, som betalte regningerne og holdt firmaet i live.
Der var dog et problem. Kunderne havde brug for en afklaring af, hvad BMW egentlig er. Med Isetta dækkede de den billigste del af markedet, og med 501’eren var de blandt de dyreste tyske biler i den tid. BMW ønskede desperat at blive et luksusmærke, og i midten af 50’erne indså de, at virksomheden havde brug for en “halo”-bil, der kunne tjene som et “casestudie” af BMW’s ekspertise inden for teknik og design. Den vigtigste rolle i udformningen af dette projekt var den legendariske Max Hoffman, som dengang var BMW’s amerikanske importør. Han overbeviste bestyrelsen om, at der var et hul på markedet for sporty roadsters, som ville passe perfekt til BMW. Virksomheden ønskede desperat at komme ind på det lukrative amerikanske marked og samlede sig om at fremstille en sådan bil og sælge den gennem Hoffmans forhandlernetværk.
Så i 1955 præsenterede BMW foran en entusiastisk forsamling på Waldorf Astoria Hotel i New York sin store succesmodel, BMW 507, for en begejstret publikum. Det var en imponerende og smuk roadster designet af Albrecht Von Goetz, som også designede BMW 503 (luksuriøs Gran Turismo). Med en lang kølerhjelm, kort bagende og en sporty silhuet helt i aluminium var den en af de flotteste biler i den tid, eller i alle tider, alt efter hvem du taler med. Det handlede dog ikke kun om udseendet, og 507 var den mest avancerede bil i sin tid. For at spare penge brugte BMW’s ingeniører så mange komponenter som muligt fra eksisterende modeller, f.eks. chassis, affjedring og drivlinje. Interiøret var helt nyt, med lædersæder og radio som standard.
Under den lange motorhjelm lå en 3,2-liters V8-motor i en legering, den eneste V8-motor i Europa i midten af 50’erne og en fantastisk teknisk præstation. Motoren var håndmonteret og leverede 150 hk, hvilket var respektabelt. V8’eren lignede den i BMW 501 sedanen, men den var tunet til at have mere effekt og højere omdrejninger. Kraften blev sendt til baghjulene via en 4-trins manuel gearkasse, og selv om BMW 507 var beregnet til amerikanske købere, var automatisk gear ikke en mulighed. Med en totalvægt på kun 1,3 ton kunne BMW 507 nå op på 125 mph og sprinte til 60 mph på lidt over 10 sekunder. I midten af 50’erne var det imponerende tal, og 507 var en respektabel præstation. Da alle biler blev håndbygget og karosserierne blev fremstillet af aluminium, er der ikke to identiske biler, og der var nogle mindre udvendige forskelle, som det er tilfældet med alle biler, der er fremstillet på denne måde.
Efter den begejstrede reaktion fra bilpublikummet forberedte BMW produktionen, mens Max Hoffman begyndte at planlægge salget. De oprindelige forventninger var, at der kunne sælges omkring 2000 biler om året med en maksimal potentiel årlig produktion på 5000 køretøjer. Hoffman forestillede sig, at BMW 507 skulle placeres over de billige roadsters fra MG og Triumph og som en direkte konkurrent til Jaguar XK140 og Chevrolet Corvette, men under de ultra dyre biler som Mercedes 300SL eller Ferrari 250. Men da de første eksemplarer nåede Hoffmans forhandler, var der en ubehagelig overraskelse. Den forventede detailpris på 5.000 USD, som ville gøre 507 meget konkurrencedygtig, blev ikke nået. I stedet havde de første eksemplarer en pris på hele 9.000 dollars, hvilket var dobbelt så meget som det, konkurrenterne solgte for.
Med en sådan prisforhøjelse havde Max Hoffman meget svært ved at sælge BMW 507 til kunderne. Den håndbyggede karakter, den avancerede teknologi og de avancerede materialer var meget dyre, og efter halvandet år steg prisen til 10.500 dollars, hvilket var endnu sværere at retfærdiggøre. Bilen var stadig fantastisk, smuk og hurtig, men kun få havde råd til den. Produktionen varede kun tre år, og i 1959 blev BMW 507 aflyst, efter at der kun var blevet bygget 242 biler i to serier med minimale forskelle. BMW 507 viste sig at være en skuffelse for BMW med hensyn til salget, da virksomheden tabte penge på hvert eneste eksemplar, den fremstillede. Det blev offentliggjort, at hele 507-eventyret tabte over 15 mio. DEM, hvilket var et enormt tab for et selskab, der allerede var på randen af konkurs.
Selv om BMW 507 ikke blev solgt i tilstrækkeligt stort antal, lykkedes det dog BMW 507 at blive en del af high society i slutningen af 50’erne og havde sin andel af kendte ejere. Det tyske racerkører Hans Stuck og F1-mesteren John Surtees havde haft deres biler fra de var nye. Men den mest populære BMW 507 var ingen ringere end King of Rock, den legendariske Elvis Presley. Han ejede faktisk to biler, og den første blev købt i 1959, mens han tjente i Tyskland. Interessant nok kørte han ikke meget i nogen af dem, da han var utilbøjelig til at køre med en manuel gearkasse. Ud af 242 byggede biler er der omkring 202 eksemplarer tilbage, hvilket er en forbløffende stor andel, og det viser, at de heldige ejere er klar over, hvor unik og fantastisk denne bil var, stadig er og altid vil være.
