At klæde almindelige platforme på med forførende coupékarrosserier er et velkendt trick i bilindustrien. Den har eksisteret siden bilindustriens begyndelse. Volkswagen gjorde det med Scirocco, som i princippet var en Golf, og Ford gjorde det med den oprindelige Mustang, som i princippet var en Falcon. BMW scorede stort med Z3, som ikke var andet end en almindelig E36 3-serie Compact under et sexet roadster-karosseri. Listen over fede biler med beskedne baggrunde er meget lang, og selv i dag har bilfirmaer succes med at lave det samme trick. Det sker dog sjældent, at en bil bliver så meget mere og fuldstændig forvandler sin standardmekanik til en sportsvogn i verdensklasse, som startede som en lille, økonomisk sedan uden præstationsambitioner. Det er netop essensen af den legendariske Alpine A110, dens unikke position i bilhistorien og dens fantastiske motorsportsresultater. Her er dens historie.
Alpine-mærket er opfundet af den franske iværksætter Jean Redele, som var en succesfuld Renault-forhandler. I midten af 50’erne besluttede han sig for at begynde at tune de tilgængelige Renault-biler og gik snart over til at lave sine egne kreationer af et nyt innovativt materiale – glasfiber. Konceptet var simpelt: Brug den eksisterende platform og drivlinje fra en beskeden Renault 4CV Dauphine, beklæd den med et meget let karosseri, forbedr ydelsen og kør om kap. De første biler, som Redele lavede, var ret succesfulde, og det var sådan, at firmaet fik sit navn efter den første store sejr i Coupe des Alpes i 1954. Men på trods af den klare inspiration vil Redeles firma altid være genstand for forvekslinger, da Sunbeam i England på samme tid lancerede en model kaldet Alpine. I Tyskland tog den berømte BMW-tuner navnet Alpina til sig.
Succesen med Alpine 106- og 108-modellerne, der blev produceret i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, inspirerede Redele til at investere mere i udviklingen af den næste bil. I juni 1962 introducerede Renault en helt ny model kaldet R8. På trods af sin størrelse var den lille R8 fuld af innovative funktioner som skivebremser hele vejen rundt (den første i sin klasse), et unikt kølesystem og forbedret uafhængig baghjulsaffjedring.. Basismotoren var en lille firecylindret motor på 956 ccm med 44 hk, men for en bil med en egenvægt på kun 726 kg var det mere end nok. Redele indså, at dette var den perfekte platform til at lave en sportsvogn og kontaktede straks den talentfulde italienske freelancer Giovanni Michelotti. Han skabte en klassisk og genkendelig form, som blev Alpine A110.
Den nye model debuterede i 1963 med R8-mekanikken, et chassis af stål og en lidt forbedret 52-hk-motor, men med bedre ydeevne og højere topfart på grund af et lettere karrosseri og bedre aerodynamik. I denne tid med overvægtige biler er det utroligt at vide, at Alpine A110 fra 1963 kun vejede 706 kg. Adele så meget snart, at A110-konstruktionen havde potentiale til at acceptere større motorer med mere effekt og begyndte at installere en 1,1-liters Gordini-motor med “hele” 95 hk. Med næsten dobbelt så meget kraft som den almindelige R8-motor kunne Alpine A110 1100 accelerere til 60 mph på ca. 8 sekunder, hvilket blev anset for at være betydeligt i forhold til datidens standarder. Den lave vægt, den uafhængige baghjulsaffjedring og den direkte styring viste sig at være de vigtigste salgsargumenter, og Redele oplevede en øget efterspørgsel.
Interessant nok lykkedes det ham at sælge en licens til A110, og denne model blev fremstillet i Spanien, Brasilien (som Interlagos A110) og Bulgarien. Bulgarrenault, som den blev kaldt, var særlig interessant, da Bulgarien var et kommunistisk land bag jerntæppet, og Alpine A110 var en sportsvogn fra den vestlige kapitalistiske verden. Der blev kun fremstillet omkring 100 biler i slutningen af 60’erne.
Alpine A110 1100 blev produceret indtil 1968, men i slutningen af 1966 tilbød Adele en kraftigere 1,3-liters model, som gav mere kraft og ydeevne. Den blev solgt i to versioner, startende fra G-modellen med 104 hk og 1,3-liters Super-modellen med 120 hk. Denne model gav Alpine-serien en reel ydeevne og kunne accelerere fra 0 til 60 mph på under 7 sekunder, hvilket blev anset for at være meget sent i 60’erne. Med en sådan ildkraft under et letvægtshus fik Alpines hurtigt ry for at være biler, der kunne slå langt over deres vægt og overgå mange andre sportsvogne med bagmotor, som f.eks. Porsche 911.
Det bedste skulle dog komme endnu. Opmuntret af A110’erens egenskaber og med økonomisk støtte fra Renault besluttede Adele sig for at gå ind i motorsportens topskala. Kompakte dimensioner, smidighed, fremragende håndtering og hurtig acceleration betød, at A110 var et naturligt valg til rallymesterskaber og -begivenheder i hele Europa. De første betydelige sejre kom i 1971, da Alpine vandt det prestigefyldte Rally Monte Carlo foran Porsche, Ford og Abarth. Samme år besluttede Renault at købe Alpine-mærket fra Redele og omdannede det til fabrikkens racerafdeling og introducerede en endnu kraftigere version.
Alpine A110 1600 S debuterede i 1970 og havde en helt ny, firecylindret motor fra Renault 16. Til brug i Alpine blev motoren grundigt tunet til at levere betydeligt mere effekt end standardmotoren – 138 hk, for at være præcis. Med en sådan kraft var A110 virkelig hurtig og i racerform, med et endnu lettere karrosseri og en tunet affjedring, var den i stand til at score endnu flere sejre. WRC, som vi kender det i dag, blev oprettet til sæsonen 1973. Det blev domineret af Alpine-teamet, som vandt seks løb og blev den første WRC-mester, og som igen dominerede Monte Carlo Rally i 1973.
Selv om A110’s design var ved at være en smule forældet i midten af 70’erne, besluttede Renault at holde bilen i produktion indtil 1977. De vejgående modeller blev tilbudt flere varianter af 1,6-liters motorer, herunder en version med 140 hk brændstofindsprøjtning. Til sammenligning fik racermodellerne endda 1,8-liters enheder med op til 200 hk, hvilket gjorde A110 uhyggeligt hurtig. Selv om biler som Lancia Stratos mindskede A110’s dominans på rallybanerne med forbedret effekt, forblev den konkurrencedygtig indtil 1979 og regelændringer.
I løbet af sin 14-årige produktionscyklus blev Alpine A110 fremstillet i ca. 8000 eksemplarer. Dette tal er dog ofte omstridt, idet nogle kilder hævder, at det faktiske produktionstal var 7500, mens andre hævder, at der blev fremstillet over 9000 Alpine A110’ere. Under Adeles ejerskab overlappede modellerne ofte hinanden, hvilket bidrog til forvirringen, fordi ingen havde præcise produktionstal for licensbyggede modeller i Spanien, Brasilien og Bulgarien. Det øger dog kun mystikken og ønskværdigheden af denne fremragende sportsvogn, der gjorde så meget med så lidt og formåede at opnå den succes, som dens skaber aldrig havde drømt om.
